Livskvalitet.
Jeg har spurgt en række mennesker i byen, hvad de forstår ved livskvalitet. Det første de nævnte var ikke rent drikkevand eller store forkromede visioner.
Det handlede om frihed. Selvbestemmelse. Fleksibilitet. Sundhed. Overskud. Overblik.
Og så kom resten:
Tryghed. Tid til sig selv. Tid med familie og venner. Meningsfuldt arbejde. Balance mellem arbejde og fritid. Økonomisk ro. Stabil bolig. Adgang til natur og grønne områder. Bevægelse. God søvn. Mental ro. Følelse af at høre til. Sociale relationer. Anerkendelse. Mulighed for at påvirke eget liv. Fri bevægelighed. Adgang til kultur og oplevelser. Nærhed til byen. Fravær af stress. Mulighed for fordybelse. Personlig udvikling. Fremdrift. Sikkerhed i hverdagen. Let adgang til transport. Spontanitet. Fleksibilitet i hverdagen. Overskuelige regler. Respekt fra systemet. Mulighed for at hjælpe andre. Formål. Livsglæde. Humor. Pauser. Gode naboer. Et velfungerende lokalmiljø. Gode madoplevelser. Mulighed for at vælge til og fra. At blive set og hørt. Kontrol over egen tid. Plads til forskellighed. Fravær af unødvendige begrænsninger. Lethed i hverdagen. Mulighed for at koble af. Retfærdighed. Stolthed. En hverdag der hænger sammen.
Hvis bare noget af det skal give mening for os cirka 300.000 mennesker, der bor, arbejder og lever i København – og som er nødt til at have en bil for at få hverdagen til at fungere – så burde Københavns politikere tage livskvalitet alvorligt.
Men det gør de ikke.
Ud over Venstre og Konservative, så ser vi det stik modsatte.
De begrænser. De besværliggør. De lukker inde. De lukker ude. De driller. De stresser. De irriterer. De bygger hindringer for helt almindelige borgere, som allerede har betalt for en beboerlicens. Som betaler deres skat. Som bidrager.
Og alligevel bliver vi behandlet som et problem, der skal presses ud.
Det her handler ikke om biler.
Det handler om livskvalitet……tænk nu på det kære Politikere I skal ikke bare lave om for at lave om – I skal skabe en by for ALLE!
Henrik Busch
31.03.2026