København en by for alle

500 MAILS? JEG TROEDE FAKTISK, DET VAR FLERE

KøbenhavnLIV skriver, at en aktindsigt viser, at jeg har sendt flere hundrede henvendelser til Københavns Kommune, forvaltningen, politikere og lokaludvalg.

Jeg må indrømme, at jeg faktisk troede, tallet var højere.

Jeg tæller dem ikke. Tallet må komme fra kommunen, og kommunen har mig bekendt aldrig henvendt sig til mig om antallet eller fortalt mig, at der skulle være en grænse for, hvor mange spørgsmål en borger må stille til sit eget demokratiske system.

Men lad os lige få proportionerne på plads.

HVORFOR BLIVER DER SENDT SÅ MANGE MAILS?

Når man sender fem konkrete spørgsmål til kommunen og får svar på to, så skriver man naturligvis tilbage og beder om svar på de resterende tre.

Jeg har eksempler på sager, hvor en mailudveksling er kørt frem og tilbage fem-seks gange, fordi spørgsmål ikke bliver besvaret, kun bliver delvist besvaret, eller fordi svarene ganske enkelt afføder nye spørgsmål.

Så måske skulle diskussionen ikke alene handle om, hvor mange mails jeg sender.

Måske skulle vi også spørge:

Hvorfor skal det være så svært for en borger at få klare, fyldestgørende og dokumenterede svar fra sin kommune?

For jeg skriver ikke for hyggens skyld.

Jeg skriver, fordi København efter min opfattelse fører en parkerings- og mobilitetspolitik, som i stigende grad gør hverdagen vanskeligere for ganske almindelige mennesker.

Vi har omkring 139.000 personbiler i København – og omkring 300.000 københavnere bruger bil.

Det er altså ikke en lille marginal gruppe, man politisk bare kan overse ud fra en forestilling om, at alle kan tage cyklen eller metroen.

Det er pensionister, børnefamilier, pendlere, mennesker med særlige behov, håndværkere, erhvervsdrivende og mennesker, der arbejder uden for kommunen, hvor metroen altså ikke altid stopper foran arbejdspladsen.

Når man gør det dyrere og vanskeligere at have og bruge bil i København, rammer man derfor ikke bare bilen.

Man rammer mennesker og deres hverdag.

Og hvad oplever vi?

Priserne sættes op – og det rammer blandt andet pensionister og børnefamilier hårdt.

P-pladser nedlægges.

Der udstedes flere beboerlicenser, end der reelt er parkeringspladser til.

Kommunen bruger omkring 160 mio. kr. på at leje parkeringspladser i private parkeringsanlæg, samtidig med at man fjerner offentlige parkeringspladser fra gaderne.

Det er svært at forstå logikken i, at skatteborgerne skal betale millioner for private parkeringspladser, samtidig med at eksisterende pladser fjernes fra gaderne – nogle steder for at skabe arealer, der efter min opfattelse kunne være disponeret langt mere fornuftigt.

I Middelalderbyen er omkring 70 procent af parkeringspladserne forsvundet i forbindelse med omlægningen, uden at jeg mener, vi har fået tilfredsstillende dokumentation for de samlede konsekvenser for beboere, erhvervsliv, kunder, besøgende, trafik og søgekørsel.

Det er præcis den slags beslutninger, der får mig til at spørge:

Hvor er fakta? Hvor er data? Hvor er konsekvensberegningerne?

NORDRE FRIHAVNSGADE ER ET GODT EKSEMPEL

Der blev brugt omkring 30 mio. kr. på at omdanne Nordre Frihavns Gade til cykelgade. Nu skal der igen arbejdes med gaden, og der ligger forslag, som blandt andet kan betyde nedlæggelse af 122 parkeringspladser og fældning af træer.

Hvor kommer de idéer fra?

Hvilke konsekvenser får de for handelslivet?

Hvad betyder de for beboerne?

Hvad betyder de for kunderne?

Og har man lyttet ordentligt til de mennesker, der rent faktisk bruger gaden hver eneste dag?

Derfor glæder det mig også, at Nordre Frihavns Gade nu har gjort oprør. Beboere, kunder og butikker siger fra og stiller spørgsmål.

Det er sundt.

OG JA – JEG SKRIVER OGSÅ TIL KØBENHAVNS 12 LOKALUDVALG

Det gør jeg helt bevidst.

Jeg mener, at Københavns 12 lokaludvalg alt for længe er blevet gjort til statister i det politiske system.

De bliver hørt – men spørgsmålet er, hvor meget der reelt bliver lyttet.

Lokaludvalgene burde være nogle af de stærkeste lokale stemmer for borgerne. Derfor har jeg også forsøgt at aktivere dem og gøre dem opmærksomme på konkrete lokale problemstillinger, blandt andet på parkerings- og mobilitetsområdet.

For hvem skulle være tættere på problemerne end netop lokaludvalgene?

De bør reagere, når parkeringspladser forsvinder i en handelsgade.

Når en børnefamilie ikke længere kan få hverdagen til at hænge sammen.

Når en ældre borger får vanskeligere ved at komme til og fra sin bolig.

Når håndværkere ikke kan komme frem.

Når kunder forsvinder fra butikkerne.

Eller når en beslutning på Rådhuset ser fornuftig ud på et regneark, men fungerer elendigt ude i den virkelige by.

Nogle lokaludvalg har været mere aktive end andre, og de aktive skal bestemt have anerkendelse for det.

Men jeg har stor fortrøstning til de nyvalgte lokaludvalg.

Mit håb og min klare opfordring er, at de i endnu højere grad vil opfatte sig selv som borgernes lokale vagthund og talerør over for systemet – og ikke som systemets forlængede arm over for borgerne.

Det er også derfor, jeg skriver til dem.

Ikke for at genere dem.

Ikke for at drukne dem i mails.

Men fordi de har en vigtig demokratisk funktion.

Hvis en sag vedrører Østerbro, Indre By, Vesterbro, Amager eller et andet lokalområde, så skal det lokale udvalg selvfølgelig kende til den – og meget gerne reagere på den.

Det er ikke et problem for demokratiet, at borgerne henvender sig. Det ville være et langt større problem, hvis vi holdt op.

OG DET HANDLER OM LANGT MERE END PARKERING

Vi ser sommergader, ændringer på Vesterbrogade, miljøzoner og andre tiltag, der påvirker tilgængeligheden.

Samtidig har vi et meget stort antal vejarbejder i byen, hvor jeg savner langt mere fokus på tidsforløb, koordinering og afslutning.

Vi har veje, pladser og fortove, som trænger til ordentlig vedligeholdelse.

Vi har springvand uden vand.

Alt imens finder vi tilsyneladende hele tiden ressourcer og politisk energi til at opfinde nye regler, projekter og begrænsninger for de mennesker, der betaler skat, bor, lever, arbejder, handler og driver virksomhed i København.

Det er den prioritering, jeg udfordrer.

SKULLE JEG SÅ BARE SÆTTE MIG TILBAGE OG HOLDE MIN MUND?

Nej.

Det kommer ikke til at ske.

Jeg er formand for Ja Tak Til Parkering, som i dag har omkring 11.000 medlemmer.

Det er 11.000 mennesker, der ikke bare kan affejes som nogle få sure bilister.

Jeg oplever hver eneste dag mennesker, der fortæller om problemer med parkering, priser, bøder, manglende tilgængelighed og regler, som ikke hænger sammen med deres virkelighed.

Vi oplever en politisk linje, hvor der med få undtagelser er meget stor opbakning til den førte mobilitets- og parkeringspolitik. Konservative har på flere områder markeret en reel modstand, og Venstre har i enkelte sager også sagt fra. Men overordnet savner jeg langt større politisk modstand mod en udvikling, som efter min opfattelse gør København mere besværlig.

Line Barfod og jeg er meget langt fra hinanden politisk, når det gælder biler, parkering og mobilitet. Det ved hun, og det ved jeg.

Det er sådan set helt fint.

Det hedder demokrati.

Men demokrati betyder også, at politikere skal tåle kritik, spørgsmål og krav om dokumentation for de beslutninger, de træffer.

JEG ER GERNE DEN IRRITERENDE VICEVÆRT

Jeg betragter lidt mig selv som en slags vicevært eller politibetjent på borgernes vegne.

Nogen skal stille spørgsmålene.

Nogen skal bede om tallene.

Nogen skal søge aktindsigt.

Nogen skal spørge, hvor konsekvensberegningerne er.

Nogen skal spørge, hvad projekterne koster.

Nogen skal følge op, når der ikke kommer svar.

Og nogen skal spørge politikerne og embedsværket, hvorfor de træffer de beslutninger, de gør.

Mit princip er ganske enkelt:

BORGERNE FØR SYSTEMET.

Det betyder ikke, at kommunen altid tager fejl.

Det betyder heller ikke, at Ja Tak Til Parkering eller jeg er imod cykler, kollektiv trafik, klimaindsatser, grønne områder eller udviklingen af København.

Selvfølgelig ikke.

Men forandringer skal være saglige, dokumenterede, proportionale og konsekvensberegnede.

Og de skal fungere for de mennesker, der rent faktisk bor, arbejder, handler, besøger familie og driver virksomhed i byen.

For København skal ikke udvikles på baggrund af ideologi og mavefornemmelser alene.

Fakta og virkeligheden skal med.

ER MINE MAILS ET RESSOURCESPILD?

Det spørgsmål stilles nu.

Hvis mine mails tager mange ressourcer, er jeg naturligvis parat til at diskutere, hvordan dialogen mellem borgere, politikere, lokaludvalg og forvaltning kan organiseres bedre og mere effektivt.

Men løsningen kan aldrig være, at borgeren skal holde op med at spørge.

Og jeg vil tillade mig at vende spørgsmålet om:

Hvor mange kommunale ressourcer kunne vi spare, hvis borgerne fik fyldestgørende svar første gang?

Når fem spørgsmål bliver besvaret med fem svar, behøver der ikke komme mail nummer to, tre, fire, fem og seks.

Så måske er de mange mails ikke kun et spørgsmål om en meget vedholdende Henrik Busch.

Måske fortæller de også noget om et system, hvor det nogle gange er unødigt svært at få klare svar.

Jeg synes faktisk, det ville være langt mere bekymrende, hvis borgere holdt op med at interessere sig for, hvordan kommunen bruger deres penge og forvalter deres by.

SÅ JA – DER KOMMER FLERE MAILS

Kommunen, forvaltningen, politikerne og lokaludvalgene kan derfor lige så godt være forberedt:

Der kommer flere spørgsmål.

Der kommer flere aktindsigter.

Der kommer mere kritik, når vi mener, den er berettiget.

Og der kommer også ros, når kommunen og politikerne gør noget rigtigt. For det her handler ikke om at være imod for at være imod.

Det handler om at få en bedre by.

Ikke bare fra mig, men fra Ja Tak Til Parkerings omkring 11.000 medlemmer og fra de mange københavnere, erhvervsdrivende, håndværkere, kunder og besøgende, som oplever konsekvenserne af den førte politik.

Så hvis nogen havde håbet, at historien om mine mange mails ville få mig til at skrue ned, må jeg skuffe dem.

Jeg skruer ikke ned for demokratiet.

Jeg bliver ved med at spørge.

Jeg bliver ved med at kræve fakta.

Jeg bliver ved med at bede om dokumentation.

Og jeg bliver ved med at kæmpe for princippet:

BORGERNE FØR SYSTEMET.

Henrik Busch

13.09.2026

København tilhører københavnerne.