Uncategorized
Styrer vi de studerene i en bestemt “RØD” retning?
august 10, 2026
SKAL VI IKKE STARTE MED BORGERNE – OGSÅ NÅR VI TALER KLIMA?
Jeg faldt over beskrivelsen af et seminar på Københavns Universitet om klimaøkonomi og transport, og det fik mig til at stoppe op.
Ikke fordi jeg mener, at vi skal ignorere klimaudfordringerne.
Tværtimod.
Vi SKAL omfavne klimaudfordringerne. Vi skal reducere vores belastning, udvikle nye teknologier, tænke grønnere, bruge vores ressourcer klogere og tage vores del af ansvaret.
Men vi skal samtidig turde stille et meget enkelt spørgsmål:
Hvad har BORGERNE brug for, for at deres hverdag kan fungere?
Og derefter:
Hvordan kombinerer vi borgernes behov med vores klimaambitioner?
Det er for mig den interessante og langt vanskeligere opgave.
For når jeg læser kursusbeskrivelsen fra KU, møder jeg eksempler som billigere kollektiv trafik, tilskud til elbiler, højere afgifter på benzin og diesel, forbud mod salg af fossile biler, offentlige indkøb af grønne biler og højere afgifter på indenrigsfly.
Alt sammen relevante emner at undersøge.
Men hvor er helheden?
Hvor er spørgsmålet:
Hvordan skal Danmark fungere?
Hvordan kommer børnefamilien gennem hverdagen?
Hvordan kommer syge og ældre rundt?
Hvordan kommer mennesker med handicap frem?
Hvordan får håndværkeren værktøj og materialer med?
Hvordan får butikkerne deres varer?
Hvordan kommer medarbejderen på arbejde, hvis arbejdspladsen ikke ligger ved en metrostation?
Hvordan sikrer vi levende bymidter og detailhandel?
Hvordan sikrer vi mobilitet både i København, på Lolland, i Nordjylland og alle steder derimellem?
Og hvordan gør vi samtidig alt dette så klimavenligt som muligt?
DÉT burde være opgaven.
Ikke først at vælge løsningen og derefter regne på, hvordan vi får borgerne til at passe ind i den.
Men først at forstå borgernes og samfundets behov og derefter finde de bedste løsninger.
Klima og borgernes hverdag er ikke hinandens modsætninger.
Det bliver de først, hvis vi gør dem til det.
Vi skal naturligvis også bevare proportionerne.
Danmark skal tage ansvar, men Danmark løser ikke alene verdens klimaproblemer.
Derfor skal vi selvfølgelig se på, hvor vores indsats giver størst reel effekt. Ikke bare hvad der ser rigtigt ud i et dansk regneark.
Hvad er den faktiske globale CO2-effekt?
Hvad er livscyklussen for løsningen?
Hvor produceres teknologien?
Hvilke råstoffer kræver den?
Hvad er konsekvenserne for natur og biodiversitet?
Hvad koster løsningen samfundet?
Og hvad betyder den for helt almindelige menneskers hverdag?
Det er netop den form for kritisk tænkning, jeg forventer, at et universitet dyrker.
For universitetets opgave bør ikke være at levere en facitliste til de studerende.
Det bør være at lære dem at udfordre facitlisten.
Også når spørgsmålene bliver besværlige.
Også når analysen viser, at den løsning, der politisk er mest populær lige nu, måske ikke er den mest effektive.
Og også når borgernes virkelighed ikke passer ind i modellen.
For de studerende bliver morgendagens økonomer, rådgivere, embedsmænd og beslutningstagere.
Hvis vi uddanner dem til altid at starte med systemets målsætning og derefter regulere borgerne hen imod den ønskede adfærd, så får vi mere af den styring, vi allerede ser mange steder.
Jeg ønsker det omvendte:
Start med mennesket.
Hvad har borgerne brug for?
Hvad har virksomhederne brug for?
Hvad har samfundet brug for?
Hvilke klimaudfordringer skal vi samtidig løse?
Og hvordan får vi det hele til at fungere sammen?
Det er langt sværere end at hæve en afgift, fjerne en parkeringsplads, forbyde noget eller fortælle borgerne, hvordan de burde leve.
Men det er vel netop derfor, vi har universiteter.
Ikke for at lære de studerende, hvad de skal tænke.
Men for at lære dem at tænke.
Analyser i forbindelse med seminaret er som udgangspunkt afgrænset til klima- og transportsektoren. Det skyldes dels de store aktuelle klimaudfordringer på transportområdet, dels de værktøjer, der er til rådighed. Den studerendes viden kan udbredes til andre sektorer efterfølgende.
Der kan arbejdes med CO2-reduktioner som følge af f.eks. (som inspiration, men ikke begrænset til):
- Billigere kollektiv trafik
- Klimavenlig asfalt
- Tilskud til elbiler
- Øget afgift på fossile brændsler (f.eks. benzin og diesel)
- Forbud mod salg af biler på fossile brændsler
- Offentligt indkøb af grønne biler
- Øget afgift på indenrigsflyveture
Er det ikke, som om man starter med konklusionen og så arbejder baglæns for at få kursusindholdet til at passe ind i det for tiden herskende politiske paradigme?
Hvad blev der er af kreativiteten og fri tænkning? Ikke et ord om at tænke nyt, udfordre det eksisterende eller undersøge, om der kunne være andre muligheder.
Henrik Busch
10.08.2026