ÅBENT BREV TIL POLTIKERNE OG LOKALUDVALG i KØBENHAVNS KOMMUNE

Kære medlemmer af Borgerrepræsentationen, kære politikere, embedsmænd, lokaludvalg og øvrige folkevalgte i København.

DET ER NU, I SKAL VISE, AT I LYTTER TIL BORGERNE!

Jeg skriver til jer som formand for JA TAK TIL PARKERING I KØBENHAVN, en forening, som siden etableringen den 5. juni 2025 er vokset til mere end 11.000 medlemmer.

Vi har netop offentliggjort vores store Beboerundersøgelse 2026 – Parkering, Mobilitet og Hverdagsliv i København, som er vedhæftet denne mail.

Og lad mig slå fast med det samme:

Der er noget alvorligt galt med den måde, Københavns Kommune fører parkerings- og mobilitetspolitik på. Men der er efter min opfattelse også noget galt med den politiske beslutningsproces, borgerinddragelsen og den manglende respekt for de konsekvenser, som beslutningerne har for helt almindelige menneskers hverdag.

Det er ikke bare min personlige opfattelse. Det er også et billede, der går igen blandt de mange borgere, der har deltaget i vores undersøgelse.

1. ANALYSEN BØR FÅ ALLE 55 MEDLEMMER AF BORGERREPRÆSENTATIONEN TIL AT REAGERE

Vores undersøgelse omfatter 922 deltagere, hvoraf langt hovedparten er bosiddende i Københavns Kommune.

Det er en åben spørgeskemaundersøgelse og ikke en repræsentativ befolkningsmåling. Men det gør ikke de mange konkrete erfaringer og markante svar mindre relevante for jer som folkevalgte.

Se blot disse resultater:

• 94,2 % mener, at Københavns Kommune bør genoverveje sin nuværende parkeringspolitik.
• 93,6 % oplever ikke, at kommunen prioriterer beboernes parkeringsbehov tilstrækkeligt.
• 83,3 % har slet ikke tillid til, at kommunens beslutninger bygger på tilstrækkelige data og konsekvensanalyser.
• 84,3 % mener slet ikke, at beboerne bliver tilstrækkeligt inddraget, før kommunen ændrer forholdene.
• 70,6 % oplever, at der er alt for få parkeringspladser i deres lokalområde.
• 84,2 % svarer, at nedlæggelse eller omlægning af parkeringspladser har påvirket deres hverdag i høj eller nogen grad.
• 64,7 % oplever, at familie og venner besøger dem sjældnere som følge af parkeringsforholdene.
• 62,5 % har i større eller mindre grad overvejet at flytte fra København på grund af parkeringsforholdene.
• 89,1 % ønsker, at nedlagte parkeringspladser erstattes med nye pladser i nærområdet.
• 94,0 % mener, at borgere med beboerlicens bør have større sikkerhed for en realistisk parkeringsmulighed.

Dertil kommer 663 skriftlige besvarelser om ønskede ændringer og 341 konkrete personlige beretninger om parkeringsforholdene.

Det her er ikke bare procenter i et regneark. Det er mennesker. Det er familier. Det er ældre. Det er medarbejdere, selvstændige, håndværkere og borgere, som oplever, at deres hverdag bliver mere besværlig.

Og det er mennesker, I er valgt til at repræsentere.

2. KØBENHAVN ER OGSÅ EN BY FOR DEM, DER HAR BRUG FOR EN BIL

Vi taler om en kommune med omkring 671.714 indbyggere, cirka 139.000 registrerede personbiler og efter vores vurdering op imod 300.000 borgere, som i forskelligt omfang benytter bil.

Omkring 549.000 borgere er over 18 år og dermed i en alder, hvor de potentielt kan have kørekort og benytte bil.

Tallene skal naturligvis ses i deres rette sammenhæng. Antallet af voksne er ikke det samme som antallet af bilister. Men pointen er enkel:

Bilen er fortsat en vigtig del af hverdagen for en meget stor gruppe københavnere.

Alligevel oplever vi en politisk udvikling, hvor bilen i stigende grad behandles som noget, der helst skal fjernes fra byen.

Hvorfor?

Fordi nogle partier efter min opfattelse er mere optaget af ideologien om færre biler end af de praktiske konsekvenser for de mennesker, der faktisk bor, arbejder og driver virksomhed i København.

Man kan ikke føre en ansvarlig mobilitetspolitik ved blot at gøre det vanskeligere at være mobil.

Den kollektive trafik er vigtig. Cykler er vigtige. Gangarealer og gode byrum er vigtige.

Men det ene udelukker ikke det andet.

Der er tusindvis af mennesker, der hver eneste dag pendler fra København til arbejdspladser i Storkøbenhavn, på Sjælland og i resten af landet. Der er børnefamilier, der skal have hverdagen til at hænge sammen. Der er borgere med sygdom, handicap eller andre særlige behov.

Og der er ganske almindelige mennesker, for hvem kollektiv transport ikke er et realistisk alternativ til bilen.

Det skal man respektere – også på Københavns Rådhus.

3. VI ER OVER 11.000 MEDLEMMER – OG VI HØRER FRUSTRATIONERNE HVER ENESTE DAG

Siden vores etablering har JA TAK TIL PARKERING oplevet en meget betydelig tilslutning.

Vores Facebookgruppe:

https://www.facebook.com/groups/1305162653909119

er blevet et forum, hvor borgere, erhvervsdrivende, kunder og besøgende hver eneste dag deler deres oplevelser.

Vi ser på månedsbasis over 1.000 opslag og kommentarer, og jeg modtager personligt et meget stort antal mails og direkte henvendelser om problemerne.

Vi har netop afholdt generalforsamling, hvor debatten var så omfattende, at mødet måtte forlænges.

Det siger noget om engagementet – men også om frustrationen.

Folk fortæller om parkeringspladser, der forsvinder, stigende parkeringsudgifter, bøder, manglende fremkommelighed, problemer med varelevering og håndværkere, der ikke kan udføre deres arbejde uden betydelige ekstraomkostninger.

Ældre fortæller, at de får færre besøg.

Børnefamilier fortæller, at deres hverdag bliver vanskeligere.

Butikker og erhvervsdrivende fortæller, at kunderne i stigende grad vælger andre indkøbsmuligheder.

Det er jo ikke mig, der kan løse problemerne. Det er JER!

Men vi kan – og vi vil – fortsætte med at dokumentere og synliggøre dem.

4. ALLE 55 MEDLEMMER HAR ET ANSVAR – OGSÅ DEM, DER BARE STEMMER MED

Jeg vil gerne stille et spørgsmål til samtlige 55 medlemmer af Borgerrepræsentationen:

Hvor grundigt sætter I jer egentlig ind i konsekvenserne af de beslutninger, I træffer?

For det er jer, der samlet har ansvaret.

Også når beslutningerne er forhandlet på plads mellem partierne.

Også når de indgår i større politiske aftaler.

Og også når I personligt måske ikke er enige i alle elementer, men stemmer for, fordi I har indgået et kompromis om noget helt andet.

Vi oplever alt for ofte, at beslutninger om parkering, mobilitet og fremkommelighed bliver gennemført uden tilstrækkelig dokumentation for konsekvenserne.

Det er ikke godt nok!

Jeg har derfor nogle helt konkrete spørgsmål til jer:

Hånden på hjertet:

Har I tid nok til at sætte jer ordentligt ind i de mange sager, der kommer på dagsordenen?

Har I den nødvendige faglige rådgivning til at gennemskue konsekvenserne?

Bliver I aflønnet på et niveau, der står mål med det enorme ansvar, I påtager jer?

Får I egentlig den anerkendelse, som et seriøst politisk arbejde fortjener?

Og måske det vigtigste spørgsmål:

Er I reelt frie folkevalgte, der træffer selvstændige beslutninger – eller er I i for mange tilfælde blevet marionetdukker i et politisk spil, hvor resultatet er aftalt på forhånd?

Jeg ved godt, at det sidste spørgsmål kan provokere.

Det er også meningen.

For demokratiet skal være mere end et spørgsmål om at møde op og trykke på den rigtige stemmeknap.

Når vi overværer møder i Borgerrepræsentationen og ser dagsordener med 25, 30 eller 40 punkter, undrer vi os over, hvordan det overhovedet er muligt at sikre en tilstrækkelig behandling af hver enkelt sag.

Mange af jer har jo også et almindeligt arbejde ved siden af det politiske.

I en privat virksomhed ville man næppe acceptere en tilsvarende beslutningsproces uden at stille meget alvorlige spørgsmål til kvaliteten af beslutningsgrundlaget.

5. HVEM KONTROLLERER EMBEDSVÆRKET – OG HVEM STYRER EGENTLIG UDVIKLINGEN?

Københavns Kommune er en kæmpe organisation.

Jeg har gennem mange år arbejdet med ledelse, bestyrelsesarbejde, forretningsudvikling og ansvar for store organisationer.

Derfor undrer det mig, når der tilsyneladende kan findes betydelige midler til nye projekter, forsøg, byrumsomlægninger og eksperimenter, samtidig med at almindelig vedligeholdelse bliver forsømt.

Jeg savner en mere kritisk politisk kontrol med de forslag, der kommer fra forvaltningen.

Jeg savner dokumentation for, at projekterne skaber reel værdi.

Og jeg savner en kultur, hvor man også tør sige:

Nej tak. Det projekt skal vi ikke gennemføre. Vi skal først passe ordentligt på det, vi allerede har.

Det er min oplevelse, at der bruges meget energi på at udvikle nye projekter, som passer ind i den politiske dagsorden – ikke mindst den dagsorden, som Line Barfod og hendes politiske støtter har stået for.

Men hvem stiller de kritiske spørgsmål?

Hvem efterprøver konsekvensberegningerne?

Hvem undersøger, om borgerne faktisk ønsker forandringerne?

Og hvem tager ansvaret, hvis projektet viser sig at være en dårlig idé?

6. MIDDELALDERBYEN – ET SKRÆMMENDE EKSEMPEL

I Middelalderbyen har vi oplevet en meget omfattende reduktion af parkeringsmulighederne.

I de mest berørte områder taler vi om en reduktion i størrelsesordenen 70 %.

Det er gennemført i en bydel, hvor mennesker fortsat bor, arbejder, driver virksomhed og har behov for transport.

Samtidig har vi set etableringen af reserverede pladser til elbiler og delebiler, herunder ordninger, der rejser spørgsmål om rimelig fordeling af den offentlige parkeringskapacitet.

Jeg mener, at det er helt rimeligt at kræve fuld gennemsigtighed om aftaler, betaling og økonomiske vilkår for private delebilsoperatører som GreenMobility.

Betaler de en pris, der står i rimeligt forhold til den kapacitet, de får stillet til rådighed?

Er der tale om en fair prioritering i forhold til almindelige beboere?

Og er den faktiske udnyttelse af pladserne dokumenteret?

Vores undersøgelse viser, at 84,0 % ønsker, at antallet af reserverede delebilspladser tilpasses den dokumenterede efterspørgsel, og 86,3 % mener det samme om ladepladser til elbiler.

Det er et ganske rimeligt krav.

Samtidig ser vi midlertidige bænke, plantekasser og andre byrumsinstallationer, som efter min opfattelse langtfra altid har skabt den værdi, borgerne blev stillet i udsigt.

Det er ikke tilstrækkeligt at fjerne parkeringspladser og bagefter finde ud af, hvad arealerne skal bruges til.

Man skal have en plan, før man gennemfører forandringerne – ikke omvendt!

7. NORDRE FRIHAVNSGADE, ØSTER SØGADE, VESTERBROGADE OG ANDRE PROJEKTER

Vi ser desværre samme mønster flere steder i byen.

Nordre Frihavnsgade: Et projekt, hvor der allerede er anvendt betydelige millionbeløb, og hvor der nu arbejdes med yderligere omlægninger, der blandt andet kan betyde nedlæggelse af 122 parkeringspladser, fjernelse af cykelparkering og fældning af træer.

Det er en af Københavns mest interessante handelsgader.

Hvor er den samlede analyse af konsekvenserne for butikkerne, kunderne, vareleveringen og de omkringliggende beboere?

Øster Søgade: Planerne om ensretning og ændrede trafikforhold møder betydelig lokal kritik. Har man dokumenteret, hvordan trafikken flyttes, og hvilke problemer det kan skabe andre steder?

Vesterbrogade og området omkring Rådhuspladsen: Her har vi set omfattende forandringer og midlertidige byrumsprojekter, som efter min mening rejser alvorlige spørgsmål om både økonomi, funktionalitet og æstetik.

Nogle har ligefrem kaldt projekterne for Danmarks største sløjdprojekt.

Miljøzoner og nye begrænsninger: Herunder forslag om yderligere begrænsninger for fossilbiler og ændringer i trafikafviklingen.

Jeg efterlyser ikke blot politiske hensigtserklæringer, men dokumentation for effekterne på miljø, CO2, trafik, erhvervsliv og borgernes hverdag.

Vi skal naturligvis udvikle København.

Men udvikling er ikke det samme som at gøre byen vanskeligere at bruge.

8. HVORFOR HAR VI PENGE TIL NYE EKSPERIMENTER, MEN IKKE TIL AT VEDLIGEHOLDE BYEN?

Jeg vil også gerne rejse et spørgsmål om den økonomiske prioritering.

Vi har gennem årene investeret enorme beløb i byens gader, pladser og offentlige rum.

Alligevel ser vi nedslidte belægninger, manglende vedligeholdelse, forsømte plantekummer og problemer med renholdelsen.

Tag blot Nørreport, Amagertorv, Købmagergade, Sværtegade og flere andre steder.

Og hvad med Strøget, hvor der fortsat er et betydeligt behov for forbedringer af belægningerne?

Vi har endda haft kampagner under overskriften REN KÆRLIGHED TIL KØBENHAVN.

Det er en glimrende ambition.

Men kærlighed til København kræver altså også, at man passer på byen.

At man vedligeholder det, man allerede har investeret i.

At man sørger for ordentlige fortove, belægninger, skraldespande, renholdelse og tilgængelighed.

Jeg mener, at kommunen bør have et forpligtende basisbudget for vedligeholdelse, før man sætter endnu flere prestigeprojekter i gang.

Man bygger ikke en bedre by ved hele tiden at opfinde noget nyt, mens det eksisterende får lov til at forfalde.

9. LOKALUDVALGENE – BORGERNES STEMME ELLER ET DEMOKRATISK ALIBI?

Jeg vil også rette en særlig henvendelse til medlemmerne af Københavns lokaludvalg.

I udfører et vigtigt arbejde.

Men hvilken reel indflydelse har I?

Hvor ofte bliver jeres anbefalinger fulgt?

Og hvor ofte oplever I, at beslutningerne reelt allerede er truffet, inden I bliver inddraget?

Jeg frygter, at lokaludvalgene i for høj grad fungerer som et demokratisk alibi.

Et sted, hvor man kan sende sager til drøftelse, gennemføre høringer og notere borgernes bekymringer – uden at det nødvendigvis ændrer den politiske beslutning.

Jeg stiller også spørgsmål ved, om lokaludvalgenes organisering og sekretariatsbetjening giver tilstrækkelig plads til de lokale stemmer og den kritik, der kommer fra borgere og erhvervsliv.

Hvis man ikke lytter til lokaludvalgene, hvad skal vi så med dem?

JA TAK TIL PARKERING blev sidste år anerkendt som høringsberettiget forening.

Alligevel oplever vi, at vi kun i begrænset omfang bliver inddraget i relevante høringer.

Det finder jeg både mærkeligt og utilfredsstillende.

Vi repræsenterer mere end 11.000 medlemmer og har opbygget en betydelig viden om de konkrete problemer.

Hvorfor benytter kommunen ikke denne viden langt mere aktivt?

10. KØBENHAVNS ERHVERVSLIV BETALER OGSÅ PRISEN

København er ikke kun en boligby.

Det er Danmarks hovedstad, en international metropol, en handelsby og et centrum for arbejdspladser, turisme, kultur og oplevelser.

Jeg har selv arbejdet med detailhandel og forretningsudvikling gennem det meste af mit liv.

Og jeg er alvorligt bekymret for den udvikling, vi ser i City og flere af byens handelsgader.

Når det bliver dyrere, vanskeligere og mere tidskrævende at besøge butikkerne, risikerer vi, at kunderne søger andre steder hen.

Fisketorvet, Field’s, Frederiksberg Centret, Amager Centret og de store indkøbscentre uden for København konkurrerer hver eneste dag om kunderne.

Her kan man mange steder parkere langt lettere.

Det er ikke svært at forstå, at tilgængelighed spiller en rolle i kundernes valg.

Vi mangler en seriøs analyse af, hvad kommunens samlede parkerings- og mobilitetspolitik betyder for detailhandlen, omsætningen, beskæftigelsen og udviklingen i antallet af tomme butikker.

Og vi mangler en analyse af, hvordan parkeringsudgifter og afgifter rammer håndværkere, servicevirksomheder og deres kunder.

Når håndværkere får bøder eller bruger unødvendig tid på at finde parkering, forsvinder udgiften ikke.

Den ender ofte hos kunden.

Og kunden er igen en af JERES borgere!

11. VI FØLGER MED – OGSÅ I HVAD I STEMMER

Jeg vil gerne gøre det helt klart, at JA TAK TIL PARKERING fortsætter sit arbejde.

Vi følger dagsordenerne i Borgerrepræsentationen og de relevante udvalg.

Vi følger beslutninger, referater og afstemninger.

Vi deltager som observatører, når det er muligt.

Og vi interesserer os for, hvordan de enkelte politikere forholder sig til spørgsmål om parkering, mobilitet, fremkommelighed, erhvervsliv og borgerinddragelse.

Ikke for at genere nogen personligt.

Men fordi demokrati også handler om ansvarlighed og gennemsigtighed.

Borgerne skal kunne se, hvem der beslutter hvad, og på hvilket grundlag.

Vi vil også fortsætte med at rejse spørgsmål om den retlige ramme for kommunens dispositioner, herunder kommunalfuldmagten, saglighed, proportionalitet og pligten til at oplyse sagerne tilstrækkeligt.

Jeg påstår ikke, at alle de beslutninger, vi er uenige i, er ulovlige.

Men jeg mener, at der er beslutninger og processer, som fortjener en langt grundigere juridisk og forvaltningsmæssig efterprøvelse.

12. NU ER DET TID TIL AT SADLE OM

Jeg ved godt, at denne henvendelse vil irritere nogle af jer.

Det kan jeg leve med.

Jeg ved også, at nogle vil mene, at jeg er for direkte, for kritisk og for vedholdende.

Det kan jeg også leve med.

Men jeg håber faktisk, at jeg – undskyld udtrykket – kan være med til at VÆKKE JER!

For vi har brug for en anden politisk kultur i København.

En kultur, hvor borgerne bliver lyttet til, før beslutningerne træffes.

Hvor konsekvenserne bliver undersøgt, før projekterne sættes i gang.

Hvor lokaludvalgene får reel betydning.

Hvor embedsværkets anbefalinger bliver efterprøvet.

Og hvor politikerne tør stille kritiske spørgsmål, også til deres egne partifæller og politiske aftaler.

Vi beder ikke om, at alle skal have en bil.

Vi beder ikke om, at København skal stå stille.

Og vi er ikke imod grøn omstilling, cyklister, kollektiv transport eller gode byrum.

Vi beder om en by, hvor der også er plads til dem, der har behov for bilen.

En by, hvor beboere, børnefamilier, ældre, håndværkere, pendlere, erhvervsdrivende, kunder og besøgende kan få hverdagen til at fungere.

En by, hvor mobilitet betyder, at mennesker kan komme frem – ikke at deres muligheder bliver afviklet.

13. VORES KONKRETE OPFORDRING TIL JER

På baggrund af undersøgelsen og de mange henvendelser, vi modtager, opfordrer vi Borgerrepræsentationen til at:

1. Genoverveje den nuværende parkeringspolitik og foretage en samlet evaluering af konsekvenserne for beboere, erhvervsliv og besøgende.
2. Sætte yderligere nedlæggelser af parkeringspladser i bero, indtil behov, kapacitet, alternativer og konsekvenser er dokumenteret.
3. Gennemføre reelle konsekvensanalyser før beslutningerne, herunder økonomiske, trafikale, miljømæssige og sociale konsekvenser.
4. Sikre reel borgerinddragelse og inddragelse af lokaludvalg, før de politiske beslutninger bliver låst fast.
5. Evaluere ordningerne med reserverede elbil- og delebilspladser på baggrund af faktisk brug, belægning, økonomi og behov.
6. Sikre en bedre sammenhæng mellem antallet af beboerlicenser og den faktiske parkeringskapacitet, så borgerne ikke betaler for en ordning, der i praksis bliver stadig vanskeligere at benytte.
7. Undersøge konsekvenserne for detailhandel, håndværkere, arbejdspladser og byens samlede tilgængelighed.
8. Prioritere vedligeholdelse af eksisterende byrum og infrastruktur, før der bevilges yderligere midler til nye forsøg og projekter uden dokumenteret effekt.
9. Inddrage JA TAK TIL PARKERING som en reel hørings- og dialogpart, når der behandles spørgsmål om parkering, trafik og mobilitet.
10. Invitere til et åbent politisk dialogmøde, hvor foreningen kan fremlægge undersøgelsen og drøfte dens resultater med repræsentanter for Borgerrepræsentationen, forvaltningen og lokaludvalgene.

Vi ønsker en konkret tilbagemelding på, hvordan I vil forholde jer til undersøgelsens resultater og vores forslag.

AFSLUTNINGSVIS – HÅNDEN PÅ HJERTET!

Kære folkevalgte.

I er valgt af borgerne.

Ikke af embedsværket.

Ikke af partiernes forhandlingsgrupper.

Og ikke af de politiske aftaler, som måske er indgået bag lukkede døre.

I ER VALGT AF BORGERNE – OG DET FORPLIGTER!

Vi er mange, der elsker København.

Vi ønsker en levende, velfungerende og attraktiv hovedstad, hvor mennesker trives, hvor butikkerne har kunder, hvor familier kan få hverdagen til at fungere, og hvor det er muligt at bevæge sig rundt på en fornuftig måde.

Men vi er også mange, der oplever, at byen bevæger sig i den forkerte retning.

Det handler ikke kun om parkering.

Det handler om trafikafvikling, cykelkultur, udlejningscykler, fremkommelighed, tilgængelighed, erhvervsliv og ikke mindst respekten for borgernes hverdag.

Det handler i sidste ende om tillid til det lokale demokrati.

94,2 % af respondenterne i vores undersøgelse ønsker, at I genovervejer parkeringspolitikken.

83,3 % har slet ikke tillid til, at jeres beslutninger bygger på tilstrækkelige data.

84,3 % oplever slet ikke, at borgerne bliver tilstrækkeligt inddraget.

Det bør give anledning til alvorlig eftertanke.

Jeg håber, at I vil læse vores undersøgelse – ikke bare overskrifterne, men også de mange menneskelige beretninger.

Og jeg håber, at I vil spørge jer selv:

Er vi i gang med at udvikle København til en bedre by for borgerne – eller er vi i gang med at gennemføre en politisk dagsorden, som stadig flere borgere har svært ved at få til at hænge sammen med virkeligheden?

Jeg skal også understrege at jeg har dialog med forvaltningen under Line Barfod og at dette skriv ikke er et direkte personangreb overhovedet – en når en borgmester vælger at afslå møder med en ellers stærk forening viser det nogle takter som jeg ikke syntes er ok. Vores Dialog med forvaltningen er super positiv – men der politisk låst og kan ikke handle, beslutte eller gøre andet end at svare på spørgsmål.

Line Barfod og jeg har en ”aftale” der er ting vi er næsten 100% enige i – der er ting vi er delvist enige i og bør kikke på – og så er der ting vi slet, slet ikke er enige om – sådan er politik – men jeg er nok tættere på borgerne end Line er – det vil jeg mene  – se med på https://www.facebook.com/groups/1305162653909119/people

Vi stiller os naturligvis til rådighed for en konstruktiv dialog. Jeg stiller meget gerne op til møder, drøftelse og dialog -og I har jo ikke ry for at svare på den slags henvendelser som denne – men skal vi lave en aftale? – DET GØR I SÅ DENNE GANG?

Men dialog kræver, at nogen lytter.

DET ER NU, I SKAL VISE, AT I GØR DET!

Med ønsket om en god weekend – og forhåbentlig lidt stof til eftertanke.

Med venlig hilsen

Henrik Busch
Formand
JA TAK TIL PARKERING I KØBENHAVN
Over 11.000 medlemmer
www.jataktilparkering.dk

henrik@buschonboard.dk

Bilag: Beboerundersøgelse 2026 – Parkering, Mobilitet og Hverdagsliv i København, oktober 2026.

HB/17.10.2026