Uncategorized
ALTERNATIVERNE ER IKKE I ORDEN!
juni 25, 2026
Hvordan forventer man, at borgerne skal ændre adfærd, når alternativerne ikke er stabile, troværdige og effektive?
Det er jo den omvendte rækkefølge, vi ser i dag.
Først gør man det vanskeligere at være bilejer. Derefter håber man på, at borgerne vælger den kollektive transport.
Men sådan fungerer virkeligheden ikke.
Hvis man ønsker, at mennesker skal ændre adfærd, skal man først skabe et alternativ, som er bedre, billigere, mere fleksibelt og mere pålideligt. Derefter vil mange mennesker helt af sig selv ændre adfærd.
Effektivitet, troværdighed og stabilitet er ikke en bonus. Det er selve forudsætningen.
Derfor er det relevant at spørge politikerne på Christiansborg, i regionerne og på rådhusene:
Tror I reelt selv på, at alle danskere kan undvære en bil?
Tror I, at børnefamilien med to børn, fritidsaktiviteter, indkøb og arbejde i hver sin ende af byen kan få hverdagen til at hænge sammen uden bil?
Tror I, at håndværkeren, sælgeren, sygeplejersken, konsulenten, den ældre borger eller den handicappede kan klare sig uden bil?
Tror I, at virksomhederne kan fungere uden adgang til kunder, leverandører og medarbejdere?
Hvis svaret er nej, hvorfor føres politikken så, som om svaret er ja?
I København ser vi i disse år en lang række små tiltag, som hver for sig måske virker begrænsede, men som samlet set udgør en systematisk strategi for at gøre bilejerskab vanskeligere.
Parkeringspladser fjernes.
Priserne stiger.
Licenser bliver dyrere.
Flere pladser reserveres.
Flere regler indføres.
Flere bøder udskrives.
Det er den klassiske salamimetode. Ét lille stykke ad gangen.
Problemet er blot, at borgerne stadig har de samme behov som før.
De skal stadig på arbejde.
De skal stadig hente børn.
De skal stadig besøge familie.
De skal stadig drive virksomhed.
De skal stadig have hverdagen til at fungere.
Samtidig bor vi i en af verdens dyreste byer.
En almindelig københavner betaler enorme summer for sin bolig. Derefter betales parkeringslicens. Parkeringsafgifter. Skatter. Afgifter. Og ofte også bøder, fordi reglerne ændres eller bliver mere komplicerede.
Man kunne med rette spørge, hvorfor så meget politisk energi bruges på at gøre hverdagen vanskeligere for de mennesker, som allerede betaler regningen.
I stedet burde politikerne fokusere på det, som virkelig presser københavnerne:
Boligpriserne.
Manglen på boliger.
Tilgængeligheden.
Fremkommeligheden.
Erhvervslivets konkurrenceevne.
Den kollektive transports kvalitet.
Kommunens service over for borgerne.
Vi løser ikke boligkrisen ved at fjerne parkeringspladser.
Vi løser ikke trængselsproblemer ved at gøre det sværere at være bilejer.
Vi løser ikke mobilitetsudfordringer ved at håbe på, at folk ændrer adfærd af sig selv.
Det kræver en reel plan.
En plan, som bygger på fakta frem for ideologi.
En plan, som anerkender, at København både er en cykelby, en kollektiv trafikby og en bilby.
En plan, som tager udgangspunkt i borgernes virkelige hverdag frem for ønsketænkning.
Indtil den plan findes, bør politikerne stoppe med at gøre livet mere besværligt for de mennesker, der får byen til at fungere hver eneste dag.
For lige nu lytter vi alt for ofte til flotte visioner og varme ord. Men når man ser på resultaterne, minder det mere om en varmluftsballon end om en reel strategi for fremtidens mobilitet.