Uncategorized
Det hjælper at presse på!
juni 4, 2026
Ja Tak til Parkering er meget tilfredse med det arbejde, Det Konservative Folkeparti har gjort for parkering i København.
I tæt dialog med Morten Melchiors er der nu opnået en række konkrete forbedringer, som er et vigtigt skridt i den rigtige retning for beboere, erhvervsliv, handicappede, håndværkere, besøgende og alle os, der i hverdagen mærker de ulidelige parkeringsproblemer i København.
Aftalen betyder blandt andet, at 50 af de 525 omlagte gadeparkeringspladser i Middelalderbyen genetableres som enten handicapparkeringspladser til besøgende eller erhvervsparkeringspladser.
Der kommer 20 handicappladser og 30 erhvervsparkeringspladser.
Tidsbegrænsningen på erhvervsparkeringspladserne i Middelalderbyen ændres fra kl. 7-17 til kl. 7-15.
En tredjedel af de dedikerede el-delebilspladser i byen, cirka 320 pladser, kan frem til 2030 bruges som almindelige parkeringspladser.
Omlægningen af de planlagte 75 gadeparkeringspladser i Nørre Kvarter udsættes i tre år.
Der arbejdes for en ny evaluering af omlægningen af cykel- og bilparkering i Middelalderbyen.
Der oprettes op til 65 erhvervsparkeringspladser i resten af byen med reservering til erhvervskøretøjer fra kl. 7-15.
Der sættes samtidig midler af til en informationskampagne om muligheden for af- og pålæsning i Middelalderbyen.
Det løser ikke alle problemer. Langtfra. Men det viser, at det nytter at råbe op, dokumentere problemerne og holde politikerne fast på virkeligheden.
Det er et godt skridt på vejen mod en bedre forståelse af de massive udfordringer, som mange borgere, virksomheder og besøgende oplever hver eneste dag.
Stor tak til Morten Melchiors og Det Konservative Folkeparti for flot arbejde.
Vi er sikre på, at der kommer flere gode og nødvendige tiltag – og JA TAK TIL PARKERING fortsætter sit arbejde med nu over 10.400 engegerede medlemmer – TAK til alle dem for opbakningen.
#jataktilparkering #dkpol #dkmedier
Henrik Busch
04.06.2026
