GROTESK!

Journalist på Politikken tager fejl!

Politikens Lars Dalager tager fejl

Indlæg:

Lars Dahlager rammer ved siden af i sin romantisering af delebilerne i København.

Det er fint, at han og andre har valgt at sælge deres private bil og bruge GoMore eller GreenMobility. Det skal de naturligvis have lov til. Problemet opstår først, når deres personlige valg bliver brugt som argument for at beslaglægge offentlige parkeringspladser til en ordning, som dokumenteret ikke fungerer efter hensigten.

Debatten handler nemlig ikke om, hvorvidt nogle københavnere kan lide delebiler. Debatten handler om, hvorvidt det er rimeligt at reservere næsten 1.000 offentlige parkeringspladser i en by med ekstrem parkeringsmangel til en ordning, hvor pladserne ifølge kommunens egne data står tomme størstedelen af tiden.

Kommunens egen evaluering viser, at belægningsgraden på el-delebilspladserne kun ligger mellem cirka 20 og 30 procent. Sensades analyse viser endda, at kun 8,2 procent af den samlede belægning kan henføres til GreenMobility-biler, mens 77 procent af tiden er pladserne tomme.

Det er ikke bilisterne, der har misforstået noget. Det er kommunen, der har rullet en massiv parkeringsomlægning ud uden at kunne dokumentere effekten.

Lars Dahlager forsøger at fremstille kritikken som et følelsesdrevet oprør fra vrede bilister, der ikke forstår moderne mobilitet. Men fakta er jo, at kommunen selv nu erkender, at anvendelsen generelt er lav, at der ikke er et vedvarende pres på kapaciteten, og at udbuddet muligvis er for stort.

Derudover overser Dahlager et helt centralt spørgsmål:

Hvor er den danske dokumentation for, at delebiler i København reelt erstatter privatbiler i det omfang, politikerne påstår?

Kommunen har aldrig fremlagt solid lokal dokumentation for påstanden om, at én delebil erstatter et stort antal private biler. Tværtimod viser udviklingen, at København både har flere delebiler OG fortsat massiv parkeringsmangel. Hvis teorien holdt i praksis, burde presset på parkeringspladserne jo falde mærkbart.

Men det gør det ikke.

Tværtimod oplever beboere, håndværkere, børnefamilier, ældre og erhvervsdrivende et stigende pres, samtidig med at reserverede pladser ofte står tomme i gadebilledet.

Lars Dahlager skriver, at delebilerne kun holder på pladserne i kort tid. Ja – netop. Det betyder jo også, at store dele af døgnet står reserverede pladser tomme, mens almindelige borgere cirkler rundt i kvartererne efter en plads.

Og her kommer det mest absurde:

Kommunen har fjernet tusindvis af almindelige parkeringspladser de senere år, samtidig med at man reserverer flere og flere pladser til særlige ordninger, som store dele af tiden ikke bliver brugt.

Det handler ikke om at være imod delebiler.

Det handler om proportionalitet, sund fornuft og rimelig prioritering af offentlige arealer.

Hvis delebilsordningen er så succesfuld, som Dahlager påstår, burde delebilsfirmaerne måske selv etablere parkeringshuse, leje private arealer eller betale markedspris for dedikerede pladser – præcis som andre virksomheder må gøre.

I stedet har man skabt et system, hvor almindelige borgere betaler dyrt for beboerlicenser uden garanti for en plads, mens kommercielle operatører får reserveret attraktive offentlige arealer til meget favorable vilkår.

Det er ikke grøn omstilling.

Det er politisk favorisering.

Og når kommunen nu selv dokumenterer lav anvendelse, bør man naturligvis stoppe op og genoverveje hele modellen, frem for at latterliggøre de mange københavnere, der ganske enkelt efterspørger mere rimelige og balancerede parkeringsforhold i deres egen by.

Jeg har inviteret Las Dalager til kaffe eller frokost for at afstemme rimelighederne i den opfattelse der er kommer til udtryk i dagens artikel – som jeg er citeret i.

Henrik Busch

15.05.2026