Deltag i beboerundersøgelsen Anmeld til Parkeringsklager
Støt arbejdet via MobilePay 106773 — 100% går til dokumentation, dialog og bedre parkering i København Læs mere →


Henrik Busch5 Okt 2026 – 08:03

1

Nu sker det igen.

Københavns Kommune har vedtaget en ombygning af Toldbodgade, hvor 96 ud af gadens 105 parkeringspladser skal nedlægges for at skabe plads til cykelstier.

Det betyder, at stort set al parkering i Toldbodgade forsvinder.

Vi siger: STOP. Tænk jer om én gang til.

Vi er ikke imod cykler. Vi er ikke imod cykelstier. Men København skal kunne rumme flere transportformer på samme tid. Cyklister, gående, kollektiv trafik, varelevering – og ja, også de mennesker, der har brug for en bil.

Det er særligt svært at forstå beslutningen i en Indre By, hvor der allerede er fjernet tusindvis af parkeringsmuligheder gennem årene, og hvor beboere mange steder oplever store problemer med at finde en plads i nærheden af deres bolig.

Og her taler vi altså ikke om 5 eller 10 pladser.

96 ud af 105 pladser skal væk.

I høringen har beboere allerede udtrykt bekymring for konsekvenserne – især for dem, der ikke har adgang til private parkeringsanlæg. Alligevel blev et politisk forslag om at udskyde sagen og holde et nyt borgermøde stemt ned. Det samme skete med et forslag om at etablere erstatningsparkering.

Det mener vi er den forkerte vej.

Før man fjerner 96 parkeringspladser, bør man som minimum kunne svare på:

– Hvor skal de biler, der holder der i dag, parkere fremover?

– Hvor mange beboerlicenser er der i området i forhold til antallet af tilgængelige pladser?

– Hvilke konkrete erstatningspladser etableres – og hvornår?

– Hvad bliver konsekvensen for Bredgade og de omkringliggende gader?

– Hvad betyder det for beboere, ældre, børnefamilier, erhvervsdrivende, håndværkere og besøgende?

– Hvor er den samlede konsekvensanalyse af alle de parkeringspladser, der fjernes i Indre By?

Der er ovenikøbet en særlig pointe i denne sag: Toldbodgade har ifølge omtalen været ensrettet i omkring 3½ år i forbindelse med Mærsks byggeri. Den oprindelige model med ensretning havde netop den fordel, at man kunne skabe bedre forhold for cyklisterne og samtidig bevare en del af parkeringspladserne.

Hvorfor undersøger man ikke alle muligheder grundigt igen, før 96 pladser forsvinder?

Ja Tak Til Parkering siger ikke nej til cykelstier. Vi siger nej til endnu en løsning, hvor parkeringspladserne bare fjernes, uden at der samtidig findes en reel løsning for de mennesker, der har brug for dem.

Vi har set det i Middelalderbyen. Vi ser kampen i Nordre Frihavnsgade. Og nu Toldbodgade.

På et tidspunkt må vi sige: NOK ER NOK.

Sagen er politisk godkendt, men projektet skal først færdigprojekteres, og anlægsarbejdet er efter planen først sat til at begynde i 2027.

Derfor bør politikerne bruge tiden nu:

Stop projektet i sin nuværende form. Find en løsning, der både giver plads til cyklisterne og bevarer flest mulige parkeringspladser. Og hvis pladser nødvendigvis skal fjernes, så etabler reelle erstatningspladser, før de eksisterende forsvinder.

En levende hovedstad skal fungere for alle – også dem, der har brug for bilen.

JA TAK TIL PARKERING

Efter års strid: Nu skal Toldbodgade laves om | Magasinet KBH

← Tilbage til blog