Støt arbejdet via MobilePay 106773 — 100% går til dokumentation, dialog og bedre parkering i København Læs mere →

Kære Sisse – Kære Overborgmester

Jeg så TV2 Kosmopol i går aftes, hvor du også kom med dit bud på trængsel og parkering i København.

Som formand for foreningen Ja tak til parkering glæder det mig meget, at du er stoppet op og har genovervejet nogle af dine synspunkter om, hvordan vi løser parkeringssituationen og trængslen i København.

Hvis vi starter med trængslen, så må vi jo sige, at København som storby faktisk klarer sig ganske godt sammenlignet med mange andre europæiske storbyer. Vi har primært trængsel i timerne mellem kl. 7.00 og ca. 9.30 og igen fra 15.30 til 17.30. Medmindre der, som nu, er omfattende vejarbejder rundt omkring i byen. Ellers er trængslen relativt begrænset sammenlignet med mange andre storbyer.

Men vi er rigtig glade for, at du har taget disse spørgsmål op. Det er vigtigt, at man, inden man igangsætter planer om roadpricing eller andre former for trafikregulering, sikrer, at forudsætningerne er på plads. Det betyder blandt andet en bedre, mere troværdig og økonomisk attraktiv kollektiv transport.

Som du også selv var inde på, kan det være en del af løsningen, at besøgende til København parkerer uden for centrum og benytter kollektiv transport det sidste stykke ind til byen. Men det kræver naturligvis, at den kollektive transport opleves som et reelt og pålideligt alternativ.

Når det gælder parkering, glæder det mig meget, at du har genovervejet synspunktet om fortsat nedlæggelse af parkeringspladser. Det er efter min opfattelse et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Vi er underforsynet med parkeringspladser i København, selv om vi ikke nødvendigvis er enige om alle tallene. Men vi ved, at der er omkring 139.000 bilejere i København, som hver dag søger efter en plads enten i p-huse, underjordiske anlæg eller på gadeplan.

Det er især på gadeplan, at udfordringerne mærkes tydeligt i Indre By, på Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og i Valby. Det er en situation, som mange borgere oplever er blevet vanskeligere gennem de seneste 5-8 år.

Derfor er det meget vigtigt, at vi ikke udskammer de mennesker, som har et reelt behov for bil. Det gælder blandt andet dem, der bruger bilen i forbindelse med deres arbejde, kører ud af København for at servicere kunder eller arbejdspladser rundt på Sjælland, og som efter en lang arbejdsdag vender hjem til en bydel, hvor det kan være næsten umuligt at finde en parkeringsplads.

Jeg synes derfor, at det var et meget positivt indslag på TV2 Kosmopol, og jeg ser det som et konstruktivt signal, at der nu er en mere nuanceret debat om både trængsel, mobilitet og parkering.

Jeg håber, at vi kan mødes over en kop kaffe og tage en åben dialog om disse emner og om, hvordan vi sammen kan skabe bedre løsninger for både beboere, erhvervsliv og besøgende i København.

Med venlig hilsen

Henrik Busch

https://www.tv2kosmopol.dk/koebenhavn/overborgmester-parkeringskaos-loser-ikke-traengslen-e1582?fbclid=IwY2xjawSJ7epleHRuA2FlbQIxMABicmlkETFtWmN4aGhKRjlKdFhiZjNoc3J0YwZhcHBfaWQQMjIyMDM5MTc4ODIwMDg5MgABHjXdY-28EceZwG12WEhSjDeSMqc0G9sG7yAEbzOEaM0eB8h7H3E489xMsxnj_aem_t-fXnIKkXX5q1E6b7trw2A

← Tilbage til blog