Uncategorized
VIL VI HAVE LEVENDE BYMIDTER – SKAL FOLK OGSÅ KUNNE KOMME DERIND
august 26, 2026
VIL VI HAVE LEVENDE BYMIDTER – SKAL FOLK OGSÅ KUNNE KOMME DERIND
En analyse fra Dansk Erhverv om Fremtidens bymidter burde være obligatorisk læsning for alle politikere, der arbejder med trafik, mobilitet, parkering, detailhandel og udvikling af vores byer.
Tallene taler et ret tydeligt sprog:
7 ud af 10 storbyboere mener, at en levende bymidte har stor betydning for, hvor de ønsker at bo.
2 ud af 3 danskere mener, at gode parkeringsforhold i bymidten er vigtige.
48 % kører typisk i bil til bymidten, og bilen er dermed fortsat danskernes mest benyttede transportmiddel til bymidten på landsplan.
45 % bruger bymidten til dagligvareindkøb, mens 42 % bruger den til café- og restaurantbesøg.
Det interessante er derfor ikke at diskutere bil eller cykel, bil eller kollektiv trafik, bil eller grøn omstilling.
Vi skal kunne rumme det hele.
En levende by kræver mennesker. Mennesker kræver tilgængelighed. Og mennesker kommer forskelligt ind til byen.
Nogle går. Nogle cykler. Nogle tager Metro, bus eller tog. Og rigtig mange har fortsat behov for bilen.
Derfor bliver det efter min opfattelse alt for enøjet, når byudvikling bliver gjort til et spørgsmål om at gøre det vanskeligere og dyrere at komme ind til byen i bil og samtidig fjerne parkeringsmuligheder.
Hvad sker der med butikkerne, restauranterne, kulturlivet og arbejdspladserne, hvis kunder og gæster vælger byen fra?
For København er det spørgsmål særligt relevant.
Vi ønsker alle en grønnere, smukkere og mere attraktiv hovedstad. Men København skal samtidig være en by for dem, der bor, arbejder, handler, besøger og driver virksomhed i byen.
Vi skal derfor ikke planlægge byen ud fra, hvordan politikerne synes, borgerne burde transportere sig.
Vi skal tage udgangspunkt i, hvordan mennesker faktisk lever deres liv – og skabe løsninger derefter.
BORGERNE FØR SYSTEMET.
Fremtidens bymidte skal være grøn, levende og attraktiv.
Men den skal først og fremmest være tilgængelig.
Henrik Busch
