Bilen er et nødvendigt onde – og kommunens strategi er både dyr og uretfærdig!

Af: Henrik Busch

1. Bilen som nødvendig i hverdagen

For beboere i København, der arbejder uden for byen, er bilen uundværlig. Kollektiv transport er for dyr, utilstrækkelig og uforudsigelig tidsmæssigt. Den fleksibilitet bilen giver, kan ikke erstattes – slet ikke for børnefamilier, ældre eller borgere med handicap.

2. Spild af 160 mio. kr. på tomme p-anlæg

Københavns Kommune har lejet p-pladser i private p-anlæg for ca. 160 mio. kr., men de står i vid udstrækning tomme, fordi beboerne stadig helst vil parkere på gaderne omkring deres bolig – som de altid har gjort.

• Når folk tvinges væk fra nærområdet, fravælger de pladserne i de dyre anlæg.
• Det er et decideret spild af offentlige midler, der kunne være brugt på reelle forbedringer fremfor pseudo-løsninger.
• Samtidig er det dybt urimeligt, at beboernes gader tømmes for pladser, mens kommunen binder sig til dyre kontrakter på ubrugte parkeringshuse.

3. Rimelig afstand er 200–300 meter, ikke 1,4 km

At forvente, at ældre, handicappede eller børnefamilier kan gå 1,4 km fra en parkeringsplads til deres hjem, er helt urealistisk og uanstændigt.

• Den maksimale rimelige afstand er 200–300 meter – længere afstand underminerer hele idéen om en beboerlicens.
• Når man betaler for en licens, bør det være en selvfølge, at man kan parkere i rimelig nærhed til sin bolig.

4. El- og delebilspladser har taget overhånd

Kommunen har skabt en grotesk ubalance ved at fylde gaderne med el- og delebilspladser, som langt fra udnyttes optimalt.

• Disse pladser burde flyttes til de private p-huse, hvor der i forvejen står tomt.
• På gaderne omkring boligerne bør der i stedet være almindelige beboerpladser, så folk faktisk kan bruge deres licens til noget.

5. Overgangen til el-biler skal ske naturligt – ikke politisk tvang

Vi skal nok alle sammen komme over i en elbil på et tidspunkt, men det skal ikke være politisk bestemt, hvornår den enkelte borger eller familie skal skifte bil.

• Det handler om timing og økonomisk råderum – hvornår det passer i husholdningsbudgettet eller i forhold til bilens levetid.
• Hvis politikerne vil have flere til at skrotte deres bil – og det er langt fra alle, der kan eller vil – så kræver det, at den kollektive transport bliver billigere, bedre, mere pålidelig og udbygget langt mere end i dag. Først da kan bilen blive et reelt valg – ikke en tvungen opgivelse.

6. Alibi-borgerinddragelse og ideologisk kampagne

Indre By Lokaludvalg fungerer i praksis som kommunens forlængede arm – et alibi-forum, der giver politikerne mulighed for at sige, at borgerne er blevet hørt. Men i virkeligheden er beslutningerne truffet på forhånd.

• Alt pakkes ind i klima- og miljøargumenter, men effekterne er ofte minimale eller udokumenterede.
• Når kommunens egne analyser viser, at nul-emissionszoner kun reducerer forureningen med ca. 2 %, er det tydeligt, at meget af retorikken er symbolpolitik.
• Som en politiker engang kaldte det: “klimatosser”. Måske et hårdt ord, men i denne sammenhæng afslører det, hvor langt ideologien har fået lov at løbe foran fakta.

7. Politikernes personlige felttog mod bilen

Det virker mere som en personlig mission – især for Line Barfod – end som en saglig og balanceret politik. At erklære krig mod bilen uden at have realistiske alternativer er både uansvarligt og skadeligt for byens beboere og erhvervsliv.

Samlet set

Bilen er og bliver et nødvendigt onde i en storby som København. Kommunens strategi med at fjerne pladser, tvinge beboere væk fra deres nærområder og samtidig bruge 160 mio. kr. på tomme private p-anlæg er ikke bare urealistisk – det er et overgreb på almindelige borgeres hverdag og økonomi.

Det reelle behov er balancerede løsninger:

• Flyt el- og delebilspladser ind i de dyre, halvtomme p-huse.
• Sørg for beboerparkering inden for 200–300 meter fra hjemmet.
• Stop spild af penge på løsninger, ingen bruger, og ryd op i pseudo-borgerinddragelse.
• Lad overgangen til el-biler ske på borgernes præmisser – ikke som politisk tvang.
• Gør den kollektive transport til et reelt alternativ ved at gøre den billigere, mere stabil og langt mere udbygget.

Kun sådan kan vi skabe en by, hvor der både er plads til bil, cykel, kollektiv transport og byliv – uden at det bliver et ideologisk korstog.